Er du på barsel og har lyst til at møde andre forældre, få rørt kroppen eller bare være en del af et hyggeligt fællesskab sammen med din baby? I Springcenter Aarhus har vi flere forskellige tilbud for både mødre og fædre efter sommerferien.
Fars Legestue
- Opstart: Uge 33
- Torsdage kl. 10-12
Fars Legestue er et uformelt og hyggeligt mødested for fædre på barsel og deres børn. Hver torsdag kan du tage dit barn med til en times leg og hygge sammen med andre barslende fædre.
Andreas (VSK) er tovholder sammen med teamet i Springcenter Aarhus, men som deltager er man meget velkommen til at byde ind med aktiviteter. Efter timen vil der være plads til lidt hyggesnak og kaffe i Springcenterets fællesområde.
Det er gratis, og du skal ikke tilmelde dig – du møder bare op.
Efterfødselstræning
- Opstart: Uge 36, men prøvetræninger i uge 34 og 35
- Tirsdage og fredage kl. 9.15-10.15
Et hold for mødre fra ca. 8 uger efter fødslen, hvor der er fokus på en tryg og blid genoptræning af kroppen. Træningen tager hensyn til tiden efter graviditet og fødsel og hjælper dig med at genopbygge styrke og stabilitet.
Holdet køres i månedlige forløb og tilmelding sker via Gymnastikklub Aarhus’ hjemmeside.
Er du nysgerrig på holdet? De sidste to uger af august kan du deltage i en prøvetræning tirsdag eller fredag. Prøvetræninger bookes som drop-in via Gymnastikklub Aarhus’ hjemmeside.
Barselstræning
- Opstart: Uge 36, men prøvetræninger i uge 34 og 35
- Onsdage kl. 9.30-11
Barselstræning er for alle på barsel – både mødre og fædre. Træningen har fokus på styrke, stabilitet og bevægelsesglæde, og du kan naturligvis have din baby med.
Du kan vælge at tilmelde dig et månedshold eller deltage fra gang til gang via drop-in.
De sidste to uger af august kan du deltage i en prøvetræning. Prøvetræninger bookes som drop-in via Gymnastikklub Aarhus’ hjemmeside.
Vi glæder os til at byde både dig og din baby velkommen til et aktivt og hyggeligt barselsfællesskab i Springcenter Aarhus.